Kan du forestille dig, hvordan det må være at være psykisk syg og ikke modtage den hjælp, man har brug for? Sådan er der desværre rigtig mange mennesker der har det, og det skal der gøres noget ved! Udbuddet af botilbud og behandlingstilbud er blevet langt større i løbet af de sidste par år, og tilbuddene er ligeledes blevet udvidet til at passe bedre til den enkeltes behov og begrænsninger. Udvikling og behandling er i fokus hos behandlings- og botilbuddet Granhøjen, og det er det også her på bloggen i dag.
Historien om behandlingstilbuddet Granhøjen
Granhøjen er et behandlingstilbud, der i 1985 blev grundlagt af Grete og Torsten Mikkelsen. Under det overordnede behandlingstilbud findes en række forskellige botilbud, som tilbydes beboere med alt fra sindslidelse og autisme til personer med skizofreni og personer med misbrugsproblemer af forskellig art. Der er med andre ord et botilbud til enhver med en psykisk lidelse eller sygdom, og et botilbud findes både i form af et midlertidigt og et længerevarende botilbud.
Vil du læse mere om de forskellige botilbud, kan du klikke her.
Som du kan se på nedenstående billede, er sammenhold, udfordringer og naturoplevelser en vigtig del af behandlingen på Granhøjen.
Behandlingen tager udgangspunkt i tre forskellige behandlingsplaner, som indeholder en analyse og en plan for pleje, omsorg og hjælp til udviklingen af den enkelte beboer på behandlingstilbuddet. Behandlingsplanerne består af en systemisk, narrativ og en mentaliseringsbaseret behandlingsplan, og hvad det indebærer, kan du læse meget mere om her.
Det var lidt info om livet på et behandlings- eller botilbud. Jeg kunne godt tænke mig at starte en debat her på bloggen, så skriv din mening om emnet. Synes du, at staten bør give flere eller færre penge til disse tilbud, eller synes du slet ikke, at staten skal blandes ind i det?
Jeg vil gerne sige tusinde tak for, at du sætter lidt fokus på emnet! Jeg har selv en datter, der nærmest er vokset op på et botilbud, og det har ikke altid været let for hende, men hun har i det mindste været så heldig overhovedet at få et botilbud.
Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at være klar over, at man ikke kan blive rask uden behandling og samtidig vide, at man ikke kan få et behandlingstilbud før om x antal år.
Hvis det stod til mig, skulle der bruges mange flere penge på dette område, men det tror jeg næppe, at vi skal regne med, nu hvor staten er i gang med en kæmpe spareplan, og hvad ved jeg.