Tag-arkiv: undervisningteknik

Benyt effektiv undervisningsteknik i sidemandsoplæring

Benyt effektiv undervisningsteknik i sidemandsoplæring

Sidemandsoplæring og videndeling er en integreret del af hverdagen i nærmest alle former for virksomheder og organisationer. Nye kolleger kommer løbende til og skal sættes ind i arbejdsgange, systemer og opgaver, og eksisterende medarbejdere skifter afdeling eller stilling og skal pludselig have indsigt i andre arbejdsområder eller ny specialviden.

Sidemandsoplæring kræver ressourcer af en virksomhed, og derfor er det alfa og omega, at oplæringen foregår så effektivt som muligt. Det gælder både, når det kommer til den tid, der bruges på oplæringen, men også på resultatet. Sidemandsoplæringen er en succes, hvis både underviseren og ‘eleven’ får en god oplevelse ud af oplæringen og sidstnævnte føler sig godt klædt på til at træde ind i sin nye stilling eller arbejdsområde.

Succesfuld sidemandsoplæring kræver god undervisningsteknik

Sidemandsoplæring kan på overfladen virke som den simpleste ting: én medarbejder med stor viden om et emne eller system, forklarer det for en anden. Men videndeling og oplæring er faktisk slet ikke så simpelt endda. God sidemandsoplæring kræver, at man har styr på sin undervisningsteknik. Undervisningsteknik er et bredt begreb, der henviser til en palet af teknikker og metoder til at undervise og dele viden på.

En hovedpointe inden for undervisningsteknik er at være opmærksom på sig selv som underviser og på, hvem ens publikum eller modtager er. Før man bare kaster sig ud i sidemandsoplæring, bør man derfor tage sig tid til at vurdere, hvordan man former sin egen kommunikative stil bedst til at fange modtageren dér, hvor vedkommende er.

God undervisningsteknik indbefatter således en forståelse af modtagerens læringsstil. Nogle lærer bedst ved at se ting visuelt; andre trives med at få tingene fortalt, mens andre igen skal have tingene mellem fingrene, før at viden kan sætte sig fast. Når man har ansvar for oplæring af nye kollegaer, så nytter det altså ikke noget at skære alle modtagere over én kam, eller blot køre på ‘automatpilot’ med den kommunikative stil, som man altid har benyttet.

Det er også en god idé at starte sidemandoplæringen ud med at fastsætte et mål for oplæringen. Det giver både underviseren og modtageren et mål at stile efter samt en afgrænsning. Og afgrænsning er vigtigere, end man tror. En klassisk fejl i oplæring og videndeling er nemlig, at man som underviser kommer til at dynge for meget ny viden over på sin nye kollega på én gang. Det kan virke uoverskueligt og demotiverende og faktisk resultere i, at vedkommende overhovedet intet lærer, fordi vedkommende oplever ‘overload’.

Et sidste element i god undervisningsteknik er, at man husker at komme med konstruktiv feedback. Feedback er meget vigtigt i sidemandoplæring. Uden konstruktiv feedback fra underviseren er det svært for den nye medarbejder at vurdere sin egen succes eller mangel på samme, og det kan igen være medvirkende til at sænke motivationen for at tage viden til sig.